
IT / ERP Supporter
Vil du være kundernes bedste ven og indgå i et virkelig godt team?
Har du interesse for IT, og elsker du samtidig at hjælpe andre mennesker, så har vi et super job klar til dig. Vi gør dig til superbruger af vores egenudviklede ERP-system KeyBalance, som virksomheden er opkaldt efter. Derefter er du sammen med dine erfarne supporter-kolleger kundernes bedste ven og go-to person, når de har problemer. Gør du det rigtigt, kan du se frem til at blive badet i taknemmelighed – og at få masser af ros og tak-for-hjælpen gør det altså ret sjovt at gå på arbejde.
Du hjælper kunderne, når de har spørgsmål til brugen af vores ERP-system
Som Supporter er din opgave at håndtere alle henvendelser, som umiddelbart ikke handler om ændringer i kundens løsning. Det kan være alt fra en CAPS LOCK under login til at gennemskue smtp fejl eller mere. Opgaverne kommer både via mail og telefon, og det kræver lidt overblik at foretage de rigtige prioriteringer, men det løser du sammen med kollegerne. Dine primære opgaver bliver at:
-
Håndtere kundehenvendelser på både mail og telefon
-
Sikre at du forstår kundens problem helt i bund – kan godt kræve lidt dialog
-
Løse kundens problemer – evt. med hjælp fra kollegerne
-
Bringe din konsulent-kolleger på banen, når der er behov for systemændringer
IT-viden, stor lyst til at hjælpe og evne for at tale med ikke IT-kyndige
Som Supporter er det vigtigste, at du virkelig har lyst til at hjælpe, og at du har den nødvendige tålmodighed, når du skal hjælpe mennesker, der har udfordringer med IT generelt. Kunderne kan have svært ved at formulere, hvad det er, der driller dem. Du må derfor ikke være bange for at stille opklarende spørgsmål, og du skal kunne gøre det i et sprog, som kunden forstår (ikke med en masse svære IT-ord). Derudover rummer dit CV:
-
Sandsynligvis en IT-orienteret uddannelse – eller tilsvarende erfaring
-
Motivation for at blive klogere på virksomhedsdrift, økonomi og regnskab
Dine nye kolleger
Du får en stribe gode og kompetente kolleger, der glæder sig til at byde dig velkommen på kontoret i Bagsværd. Flere er supportere som dig selv, så du får masser af mulighed for hjælp og sparring. Vi arbejder i en behagelig og uformel kultur kendetegnet ved hjælpsomhed og fælles lyst til at skabe noget, der kan gøre en seriøs forskel. Hos os er der altid plads til et godt grin, en kage og en fredagsøl.
Kontakt og ansøgning
Vi har pt ikke et aktivt jobopslag, men hvis du er interesseret, så skriv endelig til job@keybalance.dk, så kan vi tage en snak
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte vores direktør Flemming Østergaard på Flemming@KeyBalance.dk eller 4014 5758.